Impotens er en lidelse, som mange mænd desværre kommer til at døje med på et tidspunkt i deres liv.
Impotens betyder, at man ikke er i stand til at opnå eller bevare en rejsning. Der kan være mange grunde til, at man bliver impotent. Impotens indfinder sig ofte, når man kommer op i alderen, men det kan også skyldes en lang række fysiske og psykologiske problemer.
Impotens er noget som for mange er svært at snakke om, men du skal vide, at du ikke er alene.
I den her artikel kan du læse mere om, hvad der er værd at vide om impotens, og hvad du selv kan gøre.
Hvorfor bliver man impotent?
Rejsningsproblemer kan skyldes mange ting. Det kan være grundet fysiske eller psykologiske årsager. Medicin, skader eller sygdom kan forårsage impotent, men det kan også skyldes dårligt mentalt helbred eller stress.
Heldigvis er impotens ikke verdens ende. Nu til dags findes der masser af tilgængelige behandlinger, som kan hjælpe dig med igen at få din rejsning tilbage. Medicin, samtaleterapi og ændring i livsstilen kan i langt de fleste tilfælde kurere impotens.
Når man ikke kan få rejsning
Mænd får rejsning, når de mærker, dufter eller hører noget, som er seksuelt stimulerende. Hjernen sender signaler ud i kroppen, som får ens penis til at reagere. Blodet strømmer automatisk til ens underliv, hvilket skaber en rejsning.
Penissen er et svulmelegme, hvilket vil sige, at den vokser på grund af blodtilførsel. Det er altså ikke en muskel, som vi kan spænde op på kommando. I penissen sidder der tusindvis af blodkar, som er omgivet af en membran. Membranen holder blodet på plads, så penissen er erigeret indtil man er færdig med at have sex eller onanere.
Når man lider af impotens, så kan man stadig godt blive seksuelt opstemt, selvom blodet ikke strømmer til ens penis. Det kan virke rigtig frustrerende, fordi man gerne vil have en rejsning, men kroppen reagerer ikke, som den skal
Lidelser der forårsager impotens
Impotens kan være et tegn på, at man har en underliggende lidelse. Det er altså vigtig, at du ringer til din læge, så snart du oplever, at du har problemer med at få rejsning.
Impotens kan forårsages af hjerte- karsygdomme, diabetes eller forhøjet blodtryk, hvilket forhindrer blodet i at strømme til din penis. Sygdomme som parkinson og sklerose går ind og påvirker nervesystemet, hvilket også kan gøre det svært at få rejsning. Impotens kan også skyldes hormonelle lidelser som lavt testosteronniveau.
Hvis du meget pludseligt begynder at få rejsningsproblemer, så er det vigtig at du får det undersøgt hurtigst muligt. Det kan i værste tilfælde skyldes en alvorlig underliggende sygdom, som du skal i behandling for med det samme.
Dårlig livsstil og impotens
Dine almene livsstilsvalg kan faktisk godt være med til at forårsage impotens. Desværre oplever mange pludselig rejsningsproblemer, selvom de er unge og sygdomsfrie.
Så hvad kan det skyldes? Mange livsfaktorer kan spille en rolle i forhold til om du kan få rejsning eller ej. Hvis du ryger, spiser usundt og har et stort forbrug af alkohol, så kan det faktisk godt resultere i impotens.
Hvis du sjældent (eller aldrig) motionere, eller er svært overvægtig, kan det også have en betydning.
Dog skal du huske på, at livsstilsfaktorer altid er noget, som du kan ændre på. Ved at omlægge din livsstil, spise sundere, motionere og drikke mindre kan du uden medicinsk hjælp kurere din impotens.
Psykologiske årsager
Impotens behøver ikke være forårsaget af nogen fysisk lidelse. Mennesker som døjer med angst, stress og depression kan også lide af rejsningsproblemer.
Hvis lægen siger at du er sund og rask, men du stadig har svært ved at få rejsning, så kan det betyde, at du skal arbejde på dit mentale helbred.
Samtaleterapi eller psykologhjælp kan hjælpe dig med at komme til bunds i, hvad problemet skyldes.
Måske har du nemt ved at få en erektion, når du er alene og onanerer, men når du skal have sex med din partner bliver det pludselig svært. Det kan betyde at du måske er stresset eller påvirket af problemer i parforholdet.
Husk at spændinger og nervøsitet også kan gå ud over ens performance i soveværelset - og det er der ikke noget i vejen med! Snak med din partner og søg eventuelt behandling hos en professionel terapeut.
Behandlinger for impotens
Nu til dags findes der heldigvis mange måder at behandle impotens på. Hvis du først nu er begyndt at opdage problemerne nu, så kan du prøve følgende ting:
▪ Spis sundt og varieret
▪ Stop med at ryge
▪ Begræns dit alkoholforbrug
▪ Få motioneret dagligt
Hvis du har forsøgt, men intet har hjulpet endnu, så er det vigtig at du går til lægen. Din impotens kan skyldes en alvorlig sygdom, som du straks skal behandles for. I nogle enkelte tilfælde kan det også kræve et kirurgisk indgreb.
Medicin mod impotens
Der findes også meget forskelligt medicin, som er effektivt til at behandle impotens på kort tid. Behandling af impotens kan klares med medicin som Viagra, Cialis eller Stendra, hvilket har vist sig at være utrolig virksomt. Kliniske forsøg viser at 3 ud af 4 mænd som tager viagra oplever rejsning efter få minutter.
Dog er det vigtig, at du aldrig begynder at tage medicin, før du har snakket med din læge. Det kan være farligt for dig at tage medicin, som du ikke har behov for. Og som førnævnt kan din impotens skyldes mange forskellige ting, som du skal undersøges for. Rejsningsproblemer kan nemlig være et faresignal om, at der er noget mere alvorligt i vejen med din krop.
Impotens er ikke et tegn på kræft
Mange mænd bliver bange for, at deres rejsningsproblemer skyldes for eksempel prostatakræft. Dog er der intet, der peger imod at disse to ting skulle hænge sammen.
Sygdommen i sig selv medfører ikke rejsningsproblemer, men hvis du tager medicin imod kræft, så kan det godt forårsage impotens.
Nogle af de behandlinger, som man går igennem, når man har kræft, kan lede til rejsningsproblemer. Hvis du for eksempel modtager hormonbehandling eller eller kemo, eller du bliver opereret i prostata, så kan du uheldigvis blive impotent. Dog kan den oftest genoprettes efterfølgende.
Sexsygdomme og impotens
Og hvad så med sexsygdomme? Overførte infektioner har ikke umiddelbar nogen indvirkning på din rejsning. Mange sætter sexsygdomme og impotens i samme boks, men som regel hænger de to ting ikke sammen.
Når det så er sagt, så kan der godt være en sammehæng. At døje med en sexsygdom kan nemlig godt gå ud over selvtilliden. Nogle mænd døjer med usikkerhed eller skam, hvis de har, eller har haft, en sexsygdom. Dette kan medføre, at man ikke kan få eller vedligeholde en rejsning. Nogle kønssygdomme kan også gøre sex decideret smertefuldt, hvilket naturligvis gør det svært at vedligeholde en erektion.
Derfor skal du selvfølgelig ikke have sex, når du har en sexsygdom. Det er både farligt for dig selv og din partner, som du potentielt overfører sygdommen til.
Ubehandlet klamydia kan for eksempel også forårsage infektioner i din prostata eller hævelse i testiklerne, som kan gøre dig impotent. Derfor er det vigtigt, at du går til din læge og bliver tjekket for kønssygdomme regelmæssigt. Hvis du ikke har nogen fast partner så husk at brug kondom, når du har sex.